Her kan du læse kort om blærekræft. Da Kræftens Bekæmpelses hjemmeside herom altid er opdateret og indeholder de sidste nye informationer og tal, henviser vi hertil, hvis du ønsker dybdegående information om sygdommen.
Du kan læse dybdegående og opdateret information om blærekræft, behandling og statistik på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.
Kræft er ukontrolleret vækst af celler, der ikke respekterer vævets normale afgrænsninger. Når en sådan vækst foregår i urinblæren, kaldes det blærekræft.
Kræft kan sprede sig til helt andre dele af kroppen. Dette sker ved, at kræftcellerne føres med vækststrømmen i blod og lymfebaner, får fæste i friskt væv og begynder at formere sig ved celledeling. På den måde opstår "dattersvulster" eller metastaser, som vokser videre og ofte gør større skade end den oprindelige modersvulst.
Forstadiet til blærekræft formodes i de fleste tilfælde at være papillomer ("polypper" i blæren). Disse godartede svulster er ikke i sig selv i stand til at sprede sig til resten af kroppen, men kan udvikle sig til regulær blærekræft, hvis de ikke behandles i tide.
Der er flere kendte risikofaktorer for udvikling af blæretumorer. Den største risikofaktor er cigaretrygning. Denne risikofaktor er forbundet med en tre gange større risiko for udvikling af blæretumor.
Det typiske symptom på blærekræft er blod i urinen. Ser man blod i urinen, bør man derfor betragte det som et kræftsymptom og kontakte læge så hurtigt som muligt.
Overfladiske kræftforandringer i blæren samt papillomer kan behandles med kikkertoperation gennem urinrøret - evt. suppleret med en skyllebehandling af blæren.
Dybere voksende kræftforandringer i blæren kan kun behandles ved en operation, hvor blæren fjernes eller strålebehandling, hvis operation ikke anbefales af forskellige årsager.
Kemoterapi kan komme på tale ved spredning af sygdommen.
Du kan læse dybdegående og opdateret information om blærekræft, behandling og statistik på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.
Læs om blærekræft på cancer.dk